Om_Synscentralen

Støttefunktionen for blinde elever i folkeskolens almindelige klasser - en undersøgelse.

Af Hans Nørgaard, viceforstander og synskonsulent, Synscentralen i Storstrøms Amt. Master i specialpædagogik.

Indledning

Børn med nedsat synsfunktion undervises i langt overvejende grad i den danske folkeskole, hvad enten det er i folkeskolens almindelige klasser eller i specialpædagogiske tilbud. Danmark har et register over børn (0 - 18 år) med nedsat synsfunktion (Synsregisteret)[1] og antallet af registrerede børn var 1849 i 2004.

Mange af disse børn med nedsat synsfunktion har brug for forskellige former for støtte i undervisningen, det være sig i form af hjælpemidler, særlige undervisningsmaterialer eller hjælp fra en støttelærer. I mit daglige arbejde som synskonsulent i et amt, er det bl.a. min opgave at vejlede og rådgive om brug af disse støtteforanstaltninger[2]. Fokus i denne artikel ligger på støttelærer funktionen, som efter min erfaring kan være ganske vanskelig at håndtere rigtigt. Dette rapporteres også i litteraturen (Christensen, Heilbrunn, Nilesen & Rees 2002, Gaarsmand 2004, Åvall-Severinsen 1997, Bredahl 1997) og kan aflæses i flere forhold:

Når elever med nedsat synsfunktion får tildelt støtte i undervisningen, sker det gerne ud fra flere og forskellige begrundelser. De oftest forekommende skal nævnes: Kompensation for synsnedsættelsen, praktisk hjælp, elevens selvstændiggørelse, støtte i socialiseringsprocessen, opfølgning og forberedelse til klasseundervisningen, strukturering af skolegangen.

Derudover er det min erfaring, at der også eksisterer mere uudtalte og overordnede begrundelser, som at klasselæreren ikke har ekstra tid til at kontrollere, at den blinde elev følger med i undervisningen, eller skal have tingene præsenteret på en særlig måde, hvorfor der søges støtte til, sådan set at sikre de andre elever den tid, der oprindelig var dem tiltænkt.

Selv om synskonsulenter, forældre eller lærere mener, at den støtte, der gives eleven, er til dennes bedste, så er det ikke dermed givet, at eleven oplever det på samme måde. Jeg har derfor fundet det vigtigt at inddrage elevernes perspektiv i en undersøgelse af støttefunktionen. Selv om undersøgelsen tager udgangspunkt i elever med synshandicap, er det min opfattelse at undersøgelsens temaer og resultater også kan være gældende for andre børn, som har behov for støtte i klasse.

Undersøgelsen udgør kernen i mit masterprojekt i Specialpædagogik, i hvilket empirien udgøres af bl.a. kvalitative interviews med 4 blinde og stærkt svagsynede unge mennesker. Der vil ikke blive redegjort nærmere for metodetilgangen, men blot henvises til masterprojektet, som kan læses eller downloades på www.visus.dk.

Kriterierne ved udvælgelsen af informanterne i interviewene var bl.a., at de skulle være gamle nok til at kunne reflektere over deres folkeskoleforløb, men ikke ældre end at det var i frisk erindring. Alle informanter er i gang med uddannelsesforløb (fra efterskole, over gymnasium til voksenuddannelse og erhvervsuddannelse).

I interviewene med informanterne, Mette, Pia, Lise og Bo peger de alle på nødvendigheden af støtte i folkeskolen, på hvordan den gode støtte opleves og på en række faldgruber, som støttefunktionen også står over for. Støttefunktionen har indbygget disse faldgruber i sin natur, kan man sige. I det følgende vil jeg gå dybere ind i dette problemkompleks med afsæt i informanternes synspunkter, som de kommer til udtryk i interviewene og som kan rammes ind af fire hovedtemaer:

Støtten som fænomen i et inkluderende perspektiv

Det har tydeligvis haft betydning for Mette, at lærerne dels har haft mulighed for og dels bevidst har valgt at etablere en integreret støttefunktion.

Mette: Der var jo det særlige ved støtten, at det ikke kun var mig, der fik støtte, eller fik glæde af den, men hele klassen fik glæde af den, selv om læreren altid var der, når jeg havde brug for ham eller hende. Jeg fik den hjælp jeg skulle bruge og det fik de andre jo så også.

Med den sidste sætning peger Mette på det vigtige for hende i at være som de andre: Alle fik den hjælp, de skulle bruge, og da der er forskel på mennesker, er der også forskel på hvor meget hjælp der er brug for. Hjælpen opfattes af Mette som en naturlig hjælp på linie med den, alle andre i klassen får, selv om hun er klar over, at der er bevilget ekstra timer på grund af hendes tilstedeværelse.

For Bo betød oplevelsen af, at lærerne nogle gange stod ved tavlen og underviste og andre gange var hos ham som støttelærer, at han ikke tænkte over, om det var støttelæreren, der hjalp ham, eller det var faglæreren. Hvis støttelæreren fandt ud af, at han kunne sidde med en opgave selv, så gik han rundt og hjalp de andre elever.

Hvor man i fagkredse ofte taler om, at eleven skal integreres i klassen, så taler Bo her om, at det er støttelæreren, der skal integreres i klassen. Ud fra elevperspektivet kan det tolkes sådan: Når støtten er integreret i klassen, så er der skabt et grundlag for, at den blinde elev også kan opleve sig om en ligeværdig del af klassen og grundlaget for inkluderende undervisning er forstærket.

Ekskluderende støtte

Selv om alle informanterne generelt udtrykker sig positivt om den støtte, de har fået i folkeskolen og finder, at den har været nødvendig, så peger de også på en række forhold, som de har oplevet som problematiske. Disse er karakteriserede ved at have ekskluderende virkning for den blinde elev.

Den hjælp der gives, opleves af Mette først og fremmest som en praktisk hjælp, en hjælp der indsættes som en slags ekstra øjne, når det er nødvendigt. Imidlertid kan det være vanskeligt at etablere denne hjælp eller støtte, så den opleves naturlig af den blinde elev, hvilket fremgår af det følgende eksempel om støtte i idræt.

Selv om skolen forsøgte at tilrettelægge undervisningen, så det var muligt for Mette at deltage i nogle discipliner, så oplevede hun sig alligevel skilt ud:

Altså i idræt var jeg helst fri for hjælp, der ville jeg bare helst ikke være med. Men det er også fordi man skiller sig ud og læreren går hen og laver noget specielt med en og så føler man sig meget handicappet. Det kommer selvfølgelig an på, om man selv synes det er pinligt, men jeg synes det var pinligt, at alle de andre lavede noget, og så lavede jeg noget for mig selv med en lærer. Da følte jeg mig altså godt nok handicappet, vil jeg sige.

I dette forhold gemmer sig et dilemma, som lærere antageligt ofte opfatter, at de står i: Nemlig hensynet til de specifikke forudsætninger hos en enkelt elev overfor hensynet til hele klassen. Dette dilemma forstærkes såfremt lærerne opfatter, at specialpædagogikken har sit eget liv og den almene pædagogik sit (Tidemann et al. 2004, Tetler 2000a).

Et gennemgående træk i oplevelserne hos de interviewede er oplevelsen af at være under skarpere opsyn end de øvrige elever. Lise beskriver sine lærere positivt og kunne lide sine lærere, som både var støtte- og faglærere på skift. Men hun beskriver også, hvordan hun havde en følelse af, at hendes støttelærer sad og holdt øje med hende, selv om hun samtidig erkendte, at det måske slet ikke var tilfældet. Følelsen var dog til stede og blev fremkaldt af det faktum, at Lise havde en støttelærer. Organiseringen og rollefordelingen i klassens lærergruppe bærer i sig muligheden for at skabe eller modvirke denne følelse af opsyn eller overvågning.

I den sammenhæng er det vigtigt at huske, at det er vanskeligt for en blind elev at vide i hvilken udstrækning andre ser på en eller holder øje med en.

Lise: Jeg kunne ikke lide, når de stod henne ved mig og ikke lavede noget, for så tænkte jeg: Nej, hvis jeg nu laver noget forkert, så kunne de se det, så jeg havde det egentlig bedst med, at de bare var i klassen og hjalp de andre.

Dertil kommer, at blinde børn tages under lup gennem støtteforanstaltningerne, idet der er skarp fokus på disse børn fra mange sider: lærere, støttelærer, forældre og synskonsulent. Sidstnævnte er ofte til stede i klassen i forbindelse med vejledningen og konsulentens møder med lærergruppen er jævnlige. Det betyder for det første, at der også sættes spotlys på en række mere almindelige forhold omkring den blinde elev, som ville have passeret upåagtet hen hos andre børn. For det andet er den blinde elev som regel klar over, at der er en række særlige aktiviteter (møder, skriftlig kommunikation, hjemmebesøg m.m.) forbundet til netop hendes / hans person, hvilket forstærker oplevelsen af at være særlig.

Her ses også et dilemma indbygget: For megen fokus risikerer at fremhæve almindelige forhold ved den blinde elev som noget særligt, mens for lidt fokus risikerer at overse signaler om en nødvendig hjælp og støtte. For megen fokus forstærker den blinde elevs oplevelse af at være noget særligt, for lidt fokus risikerer at efterlade den blinde elev med en fornemmelse af ikke at skulle være til besvær og derfor ikke komme frem med sine behov og ønsker.

I flere udsagn kædes støttefunktionen sammen med spørgsmålet om uafhængighed og realistisk opfattelse af sine egne evner og muligheder. Informanterne peger på, at støttefunktionen har en indbygget risiko for at stille sig i vejen for udvikling af uafhængighed, når den overdrives. Lise peger således på en konsekvens heraf, nemlig at den blinde elev får vanskeligt ved at lære eller erfare, hvad han eller hun i virkeligheden selv formår og at evnerne og mulighederne måske rækker længere end man selv tror.

Skal oplevelsen af at være under særligt opsyn nedtones, må støttefunktionen integreres i klassens undervisning på linie med de øvrige undervisere. Dermed vil den blinde elev være under samme grad af opsyn som alle andre elever i klassen.

Imidlertid er der en latent risiko for, at nedtoningen kan blive så stærk, at den blinde elev ikke får den nødvendige hjælp. Denne risiko kan yderligere understøttes af såvel eleven med nedsat synsfunktion som af klassens øvrige elever, når man forsøger at gøre alle ens og skjule eventuelle forskelle. Tronvoll (2000) skriver således, at eleven med nedsat funktionsevne kan tage en "usynlighedskappe" på sig og støttet af sine klassekammerater i bedste "Kejserens nye klæder–stil" lade som om, at der ikke er noget særligt på færde. Allan (1998) peger på samme risikomoment indlejret i kammeraternes "gate-keeper" rolle. I spørgsmålet om uafhængighed minder Tuttle (1984) os om, at alle mennesker er afhængige af hinanden. Tuttle henleder vores opmærksomhed på, at en overglorificering af uafhængighed som social markør, kan få den blinde elev til at føle sig inferiør, fordi hun ikke kan leve op til det, som Tuttle kalder "society's false standard of independence." (s. 265).

Der er derfor god grund til at være opmærksom på forskellighedens rettighed i klasserummet, om end den kan være vanskelig at mestre. Retten til forskellighed er indlejret i dilemmaet mellem at være "lige-som" i forhold til at "være-sig" (Larsen 2004, Pugh & Erin 1999).

Støtte som kulturelt fænomen

Både Mette og Lise har erfaringer med at gå fra et skoleforløb med ganske megen støtte og til et efterskoleforløb, hvor der ikke blev givet nogen formel støtte. Når begrebet "formel støtte" anvendes hentyder det til, at både Mette og Lise har fået den nødvendige støtte og hjælp af såvel lærere som af klassekammerater, men at der ikke har været søgt om ekstra timer til støttelærere og at den hjælp, de har fået, ikke har været organiseret eller skemalagt. Begge piger udtrykker stor tilfredshed med de erfaringer, de har gjort sig med dette skift, idet andre muligheder i deres livs- og skolesituation derved bliver tydelige og mulige.

Mette: Jeg tror simpelthen, det er det bedste jeg har besluttet i det her skoleår – det er ikke at få den her støtte. Og i gymnasiet er der jo, så vidt jeg er orienteret om, heller ikke den store mulighed for at få støtte, og da tror jeg, det er meget smart at have prøvet de her ting, og finde ud hvad der kan lade sig gøre og hvad kan der ikke lade sig gøre. Også at få et lidt mere afslappet forhold til hvad man har brug for og hvad man ikke har brug for. Jeg er blevet bedre til at sortere i hvilke ting, der er absolut nødvendige at lave og få på punkt og sådan noget.

Imidlertid påpeger Mette, at såfremt hun skulle have fortsat sit 10. skoleår i sin folkeskole, ville hun have haft brug for støtte: "Jeg tror jeg havde mærket det mere, hvis det var de samme lærere jeg havde haft og så støtten lige pludselig ikke havde været der mere. Fordi vi så havde nogle forventninger om at jeg stadig skulle kunne det samme".

Det er interessant, at Mette indtænker sig selv i det forventningspres, hun tillægger skolen. Det viser, at også eleven har vanskeligt ved at skille sig ud fra den kultur eller norm, som skolen anlægger.

Dette underbygges af en undersøgelse af skolekulturers betydning for henvisning til specialundervisning (Holst 2004). Denne undersøgelse af fire danske og engelske skolers måde at udpege "den problematiske elev" på afslørede, at skolekulturen – eller skolekoden, som den kaldes i undersøgelsen - har betydning for, hvordan vanskeligheder for en sådan elev konstrueres. Særligt interessant i denne sammenhæng viste det sig, at skolens kultur også blev en del af elevernes kultur, så deres konstruktionssæt svarede til lærernes.

Lise fortæller i sit interview hvordan hun i folkeskolen fik bevilget støtte på baggrund af niveauet fra det forrige skoleår, og at der derfor ikke blev ændret særligt i omfanget af bevilgede støttetimer. Lise mener selv, at støtteomfanget burde have været skåret ned af flere grunde: dels fordi det ville have tvunget hende til større selvstændighed og dels fordi det ville have gjort overgangen til en skoleform uden støtte mere blød. Imidlertid oplever Lise, at hun klarede sig fint på efterskolen uden støtte. Forventningerne til Lises selvstændighed har således været meget forskellige i de to skoleformer. Efterskoleformen er grundlæggende forskellig fra folkeskolen blandt andet ved, at man døgnet rundt færdes blandt kammerater og lærere, så det har muligvis haft en betydning for, at skiftet fra fuld støtte til ingen støtte ikke alene opleves uproblematisk, men også positivt. Alligevel er det bemærkelsesværdigt, at to kulturer har så afgørende forskellig opfattelse af støttebehovet og at Lise tilsyneladende uden større problemer kan optræde som agent for begge tilgange.

Bo fortæller, hvordan han kunne have ønsket sig undervisning i tysk, men at dette ikke var muligt, fordi der ikke var støttetimer nok til, at der også kunne ydes støtte i tyskundervisningen. Støttetimer var ifølge Bo's udsagn en betingelse for, at han kunne deltage i tyskundervisningen.

Sammenfattende peger eksemplerne fra interviewene på, at støttefunktionens omfang og organisering også optræder som et kulturelt fænomen, betinget af den kontekst den optræder i. Det kan være vanskeligt at ændre på skolens indstilling til støttebehovet, fordi forestillingen om støttens udformning er bundet til den kultur, som eksisterer på netop den skole og måske netop i den klasse. De kulturelt betingede begrundelser bliver selvreferende eller cirkulære, dvs. de refererer til deres egen indre logik og har vanskeligt ved at se spørgsmålet om støtte i et andet perspektiv.

Mange af informanternes udsagn peger på nogle dilemmaer i støtteforholdet, som berører personlige og følelsesmæssige forhold. Det er ikke kun et spørgsmål om at få den nødvendige hjælp, men at få den på den rigtige måde. Hjælp har tendens til at optræde i et ulige forhold mellem den hjælpetrængende, og den der yder hjælpen.

Mette er flere gange i interviewet inde på spørgsmålet om, hvordan hun oplever prædikatet handicappet. Hun er opmærksom på at skille sin person ud fra sin funktionsnedsættelse: "Hvad er mit handicap og hvad er mig selv". Særligt i forhold til klassekameraterne mener Mette, at det har været vigtigt, at kunne skille de to fænomener ad.

Mette: Det har altid været sådan, at jeg godt vidste at jeg var handicappet, men jeg har også altid vidst, at det bare var noget rent fysisk og at det ikke var min person, der var problemet.

Høgsbro et al. (1999) finder i deres undersøgelse af unge med bevægehandicap og deres livsverden, at de ikke ønsker medlidenhed, men handling. Med Michael Olivers ord[3] frabeder de sig "stakkel-billederne" og efterlyser reelle forandringer i deres vilkår. Det er således ikke et ønske om at afstå fra sit handicap, men at den afhængighed, handicappet påfører dem, reduceres.

Informanterne er også inde på de problemer, der kan være forbundet med at bede om hjælp. Der er forskellige synspunkter på, om hjælpen skal gives på støttelærerens fingerspidsfornemmelse for hvornår hjælpen er nødvendig, eller om den skal kunne rekvireres af den blinde elev, når denne finder det påkrævet.

Både Lise og Pia mener, at det bedste ville være, hvis man selv skulle bede om hjælpen, for så er den til rådighed, når de selv mener at have brug for den og ganske som for andre elever i klassen.
Mette peger på, at hvis hun selv skal bede om hjælpen, kan det være vanskeligt at sige til og fra, fordi hun er nervøs for at virke nedladende og ubehøvlet. Mettes refleksioner ender da også med, at det ville være bedst, hvis støttelæreren var "en person som har en fornemmelse af, hvornår man har brug for hjælp og hvornår det er noget man siger, fordi man ikke selv gider". Mette peger på et dilemma, når det drejer sig om at modtage hjælp: Erkendelsen af at have brug for hjælp kan føles pinlig, fordi det ifølge Mette understreger oplevelsen af utilstrækkelighed.

Lise understreger samtidig problemet med det dobbelte behov for hjælp, man kan have som blind:

Det er svært at bedømme om det er fordi jeg er dum eller om det er fordi jeg er blind eller det er en kombination, og så undlader jeg tit at spørge om noget, fordi jeg synes jeg tager nok tid.

Behovet for hjælp ses således indlejret i række modstridende følelser, idet det på den ene side er nødvendigt og rigtigt at få hjælpen, men på den anden side kan opleves som stemplende og ekskluderende i forhold til resten af klassen. Det ser ud til, at den måde hjælpen gives på er meget afgørende for, om den blinde elev oplever sig inkluderet. Samtidig er der indbygget et dilemma i dette forhold, som ikke kan løses, netop fordi det er et dilemma: Behovet for at være lige som alle andre kontra behovet for at få den særlige støtte og hjælp, som kan være nødvendig for at få adgang til de samme muligheder som andre.

Bo og Lise peger på, at når støtten aftrappes, finder de i højere grad ud af, hvad de selv kan klare og hvad de virkelig har brug for hjælp til. Lise har en særlig pointe i den sammenhæng, når hun siger, at det er vigtigt at opleve, "at der ikke er noget forkert i de ting, man ikke kan selv".

Altså, det har betydning for elevens selvværdsfølelse og betydningen skabes blandt andet gennem den måde, støtten anvendes på. Lises pointe er, at såfremt støtten findes i overflod, så finder eleven ikke selv frem til, hvornår hun oplever virkeligt at have brug for hjælp. Når hjælpen ikke længere er til stede, er der ikke opbygget en selvforståelse hos eleven for, hvornår hjælp kan være nødvendig og i orden at bede om. Forkert anvendt støtte hæmmer på den måde udviklingen af elevens evne til at vurdere, hvornår hjælp er nødvendig, rimelig og acceptabel at bede om.

Støttens dobbelte forpligtelse

Støttelærere kan føle sig forpligtede til at udfylde rollen som støtte på en måde, som skaber situationer, hvor læreren sidder ved siden af den blinde elev, uden at der nødvendigvis er behov for hjælp. Denne måde at anvende støtten på kan fremkaldes af flere omstændigheder: støttelæreren oplever det som sin opgave at tage sig decideret af det blinde barn og udfylde rollen mest muligt set i et tidsmæssigt perspektiv. Eller støttelæreren kan føle en omsorgsforpligtelse over for det blinde barn, som kan ende med overdreven støtte, eller støttelæreren kan føle sig tvunget ud i rollen som "radiatorpædagog", fordi faglæreren eller klasselæreren ikke giver plads til et teamarbejde.

Men det er ikke kun lærerne, der oplever sig forpligtede af støtteforholdet. Informanterne peger i interviewet på, at de også føler sig forpligtede i forhold til støtten. Forpligtede til at den skal anvendes og anvendes rigtigt. Dermed føler den blinde elev et ansvar for støttefunktionen, som næppe er rimeligt at give vedkommende. Dette perspektiv tages, efter min erfaring, sjældent i betragtning i forbindelse med etableringen af støttefunktionen.

Pia: Jeg synes det har været okay med støttetimer, men ikke der hvor jeg har støtte og ikke rigtig ved hvad jeg skal sætte vedkommende, der er støtte til. Det vil sige, at vedkommende bare sidder og lytter med, når jeg har timer.

Lise: Hvis støttelæreren hjælper i klassen, så sad der ikke nogen og ikke vidste hvad de skulle lave, og det er jo ikke pointen ved en støttelærer, at det er dem der skal sættes i gang.

Pia: Ja, for der var nogen, der bare sad og ikke forklarede mig noget, med mindre jeg ligefrem spurgte. Det var rimelig irriterende.

Når støttefunktionen fremtræder som meget tydeligt til stede for den blinde elev, bliver den gensidige forpligtelse også stærkere og til tider kan den opleves som en forhindring for at kunne agere som de andre børn i klassen. Den kan skabe en form for ufrihed for den blinde elev:

Lise: Det var da tit man sad og havde lyst til lige ikke at lave noget, men så kunne man ikke, for ens lærer sad ved siden af og alle de andre sad og snakkede og det kunne man ikke.

Forholdet mellem specialpædagogikken og almenpædagogikken kan ende i, at de frem for at supplere hinanden i et inkluderede perspektiv, understøtter det modsatte perspektiv. Almenpædagogikken slipper for at skulle tage hånd om besværlige elever og specialpædagogikken sikrer sit eksistensgrundlag (Kirkebæk 2000, Ottosen et al. 2002).

Klassekammeraterne

Støttefunktionen opleves i visse situationer at stille sig som en barriere for kontakten med klassekammeraterne. Det sker gerne når støtten kommer til at fylde for meget i form af overdreven støtte, eller hvis man som elev selv knytter sig for meget til sin støttelærer (Janson 1996, Davis 2003, Tetler 2000c). Når det drejer sig om frikvartererne siger Bo og Lise, at de helt klart helst var fri for voksnes indblanding på det tidspunkt. Som Lise udtrykker det, så "skal det jo bare være en støtte i et fag, det skal jo ikke være en eller anden der er som seende fordi man ikke kan klare sig selv, andet end i det der fag". Pia oplever det vanskeligt at fastholde kontakten med sine klassekammerater og knytter sig mere til støttelærerne, vel vidende at det kan gøre det vanskeligere at etablere relationer til klassekammeraterne.

Her får vi et indblik i det vanskelige valg, det kan være, at kunne vælge mellem den voksne som samtalepartner eller søge den, til tider, store udfordring, det er at indgå i et fællesskab med seende i frikvarteret.
Undersøgelsen fra Center for Ligebehandling af Handicappede (2004) viser, at de interviewede ønsker støtte til i højere grad at udvikle sociale og personlige sider i deres liv, herunder at indgå i social interaktion med jævnaldrende.

Informanternes bud på kvalitet i en støttefunktion

I interviewene peger informanterne meget konkret på nogle forhold, som de oplever, kan kvalificere støttefunktionen.

I informanternes perspektiv ser det ud til, at en grundlæggende kvalitet i støttefunktionen kan karakteriseres som en integreret lærerstøtte, hvor støtten indgår i klassens team af lærere, og hvor hjælpen kan komme fra enhver af de lærere, der aktuelt er i klassen. Informanterne understreger i interviewene, hvor vigtigt det er, at støttelæreren er til rådighed for hele klassen og ikke har sin faste plads ved siden af den blinde elev. Det vil i givet fald virke hæmmende for udvikling af selvstændighed, mener de.

Det ser således ud til, at det i højere grad handler om, hvordan støtten gives end om, hvor meget støtte, der gives.

Mette er ikke i tvivl om, at støtten har været en hjælp, især når det drejer sig om et tidsperspektiv: Ikke at skulle bruge oceaner af tid på at lære noget, som blindheden skaber en besværlig tilgang til, når man med særlig tilrettelæggelse eller støtte kan gøre det på en acceptabel tid. Mette understreger det vigtige i at være fagligt på højde med klassen, så hun dermed skaber tid til selv at kompensere for det nedsatte syn.

Informanterne peger imidlertid alle på, at den kvalitativt gode støtte sigter på at skabe rammer og relationer, så den støttede elev ikke føler sig anderledes, og at den nødvendige hjælp, der ydes, opleves naturlig af alle. Spørgsmålet er, i hvilken udstrækning det handler om ressourcer eller om ændrede holdninger og attituder.

Higgins & Ballard (2000) har gennemført en kvalitativ interviewundersøgelse blandt syv voksne blinde i New Zealand, som gik i almindelig folkeskole. Den peger på betydningen af lærerens attituder overfor den blinde elev som en vigtig faktor for elevens oplevelse af at være inkluderet i skolemiljøet. De lærere, der optrådte venlige, udfordrende, hjælpsomme og positive, fremmede elevens opfattelse af være en ligeværdig del af klassen. De lærere, der blev husket som ekskluderende den blinde elev, blev beskrevet som unfair, ufleksible, uforberedte og fraværende og så mest på, at den blinde elev var forskellig fra de øvrige elever. Holdninger er ikke omkostningskrævende, og dertil kommer den synsvinkel, at en velforberedt og fleksibel undervisning støtter det sociale perspektiv.

Støtte set i et livsperspektiv

Alle informanter udtrykker nødvendigheden af støtte i folkeskoleforløbet, selv om flere af dem peger på, at noget kunne have været gjort bedre, på en anden måde eller i et mindre omfang. Både Mettes og Lises beskrivelser af skiftet fra at en ganske omfangsrig støtte til rådighed og så med et slag at begynde på et skoleforløb helt uden formel støtte, beskrives af dem begge som ikke blot positivt, men også befordrende for deres egen selvopfattelse og udvikling. Umiddelbart kunne man fristes til at konkludere, at så har støtten været unødvendig. Men støttefunktionen skal også ses i et tids- og livsperspektiv, som Mette udtrykker det her:

Jeg har ikke brug for støtten mere, fordi jeg netop har fået den. Altså, det er lidt komplekst, men det at jeg har fået den, har gjort, at jeg sådan stille og roligt har kunnet lære de her ting selv, i stedet for at jeg har skullet sidde og kæmpe med dem selv. Eller hvis jeg havde fået for meget hjælp så havde jeg heller ikke lært det, fordi jeg ikke havde gidet det, når jeg bare kunne få hjælpen til det.

Skiftet i Lises støttefunktion virker mindre overvejet end det var tilfældet for Mette. Oprindeligt var det planlagt, at der skulle være støtte til at introducere Lise til skolen, men af en eller anden grund, som Lise ikke kender, blev det ikke tilfældet – heldigvis, som Lise siger.

Lise: Jamen, jeg ville da blive sindssyg af en eller anden, der rendte rundt og støttede og var med hele tiden.

Når det gælder evnen til at vurdere sit eget behov for hjælp, mener flere af informanterne også, at den indgår i et livsperspektiv, hvor det kan være vanskeligt for et mindre barn selv at vurdere behovet for støtte, mens de finder det både muligt og påkrævet, at man som elev i de større klasser tages med på råd.

Deltagelse

Spørgsmålet om at inddrage eleven i vurderingen af støttebehovet og organiseringen af denne blev drøftet flere gange i interviewet. Bo havde et klart eksempel på en situation, hvor han gerne ville være taget med på råd, idet han ikke fik undervisning i tysk, angiveligt fordi der ikke kunne bevilges støtte til faget. Bo's egen vurdering var nu, som dengang, at han godt kunne undvære nogle støttetimer i idræt, og at de kunne overføres til tysktimerne, så han dermed kunne få den tyskundervisning, som han faktisk ønskede sig.

Men i øvrigt besvares spørgsmålet om at blive taget med på råd om omfang og placering af støttetimer med nogen forsigtighed af informanterne, idet de mener, at den refleksivitet de anvender i deres overvejelser i dag, ikke var mulig i deres tidlige folkeskoleforløb.

Lise foreslår, at man i nogle situationer prøver sig frem uden støtte, og hvis det viser sig at der er behov for støtte, så sættes den ind efterfølgende. Denne tankegang er i modstrid med en almindelig tankegang blandt mange professionelle i systemet (jf. Tidemann et al. s. 144), som peger på at en mere massiv støtte fra starten kan give et godt udviklingsafsæt, hvorefter støtten kan trappes ned.

Pia fortæller hvordan hun undlod at tage med på en overlevelsestur sammen med resten af klassen. Hendes lærere havde frarådet hende at tage med og Pia havde også selv nogle begrundelser for, hvorfor det kunne være en god ide at blive hjemme og arbejde med sin projektopgave, idet fysiske udfordringer kunne være problematiske for hende. Denne historie affødte en diskussion i interviewgruppen om det betimelige i at lade voksne træffe den slags afgørelser på den blinde elevs vegne. Både Bo og Lise mente, at det er oplagt at blive taget med på råd, når det drejer sig om deltagelse i aktiviteter. På det område mener de ikke at de voksne suverænt bør træffe beslutninger på deres vegne.

I denne diskussion optræder et tema, der drejer sig om selvbegrænsning, som er affødt af ens egen opfattelse af mulige begrænsninger som følge af synstabet. Hvis denne selvbegrænsning støttes af de lærere, der omgiver eleven, kan den for alvor fæste rod og finde næring. Bliver den derimod udfordret og eleven oplever at overskride nogle grænser, som vedkommende ikke var klar over hun eller han evnede at overskride, reduceres selvbegrænsningen.

Bo fortæller hvordan en støttelærer introducerede ham til at spille golf. En næsten blind dreng, der vil spille golf, er en stor udfordring af selvbegrænsningen. Men det gik godt og i dag har Bo med seende assistance spillet golf med stor fornøjelse og glæde i flere år.

Bo: man skal nok lade være med at begrænse sig, og måske prøve at kaste sig ud i nogen udfordringer, det har jeg i hvert fald gjort med mit golfspil. Jeg var glad for at jeg havde støttelæreren i folkeskolen netop den dag, og at hun gad tage mig med ud og prøve at spille golf.

Tetler (2004) peger på, at delagtighed eller deltagelse kan være det begreb, der kvalificerer grundlaget for inkludering. Ved at fremhæve deltagelse som et kernebegreb peger Tetler på, at fokus flyttes fra et organisatorisk perspektiv til et indholdsmæssigt perspektiv, hvor det handlingsrettede spiller en afgørende rolle.

Informanterne i denne undersøgelse mener bestemt, at de burde være taget med på råd i spørgsmål om støtte og hjælp, i hvert fald i den sidste del af deres skoleforløb. Flere undersøgelser peger på, at mennesker med funktionsnedsættelser i for ringe grad tages med på råd, når det drejer sig om forhold, der essentielt angår deres livsverden (Høgsbro, Kirkebæk, Blom & Danø 1999, Bjarnason 2002, Buch-Hansen 2004). Selv om informanterne udtrykker tvivl om, hvorvidt de burde tages med på råd i de mindre klasser, så tyder erfaringer fra andre skoleformer på, at det er muligt, at inddrage eleverne allerede fra de første klassetrin. Således er eleverne på Sudburry Valley School[4] medbestemmende om deres eget skoleforløb i stort set alle spørgsmål fra den første dag, de betræder skolens matrikel (Greenberg 1998). På disse skoler er deltagelse et kernebegreb.

Set i et blindepædagogisk perspektiv er deltagelse et meget centralt begreb (Malini et al. 2005, Andersen & Holstein 1979). Selv om det kan diskuteres, i hvilken udstrækning der er tale om særlige pædagogiske principper for undervisning af blinde elever frem for undervisning af alle elever, så er det afgørende for blinde elever at være aktivt deltagende for at kunne begribe verden. Deltagelse bliver dermed et kernebegreb i et inkluderende læringsmiljø (Tetler 2004).

Kvalificering af støttefunktionen

På baggrund af den foregående analyse af problemfelter i støttefunktionen og informanternes bud på kvaliteter i støttefunktionen, tegnes i det følgende et billede af nogle kvalitative elementer, som støttelærerfunktionen bør indeholde.

Et barn som andre

"Når du har et barn med synshandicap i din klasse, er det vigtigt at du gør dig klart, at du først og fremmest har et barn med et barns følelser, fantasier, evner og muligheder. Et barn som andre – men med et synshandicap." (Ankerdal 1999)

Flere udsagn fra interviewet peger på, at de ønsker informanterne har til at få hjælp i undervisningen ikke adskiller sig fra de ønsker alle andre elever også kunne have. Når Mette eksempelvis fortæller, at hun blot har brug for hjælp, når hun rækker hånden op og at det ikke er afgørende, hvem der hjælper, så er hun ikke forskellig fra alle andre elever. Når Bo og Lise befinder sig bedst, når deres støttelærer cirkulerer i klassen og også hjælper de andre elever, så oplever de sig som almindelige elever på linie med resten af klassens elever. Når Pia fortæller hvordan den gode lærer forstår at holde hende koncentreret om det faglige stof, det fælles tredje (Westmark 2002), fordi " han fanger alle, sikrer sig at alle er med og lever sig ind i undervisningen", så er det en god lærer ikke blot for Pia, men for alle eleverne. Det svarer til, hvad andre elever også beskriver som en god lærer (Laursen 2004).

Således er der en række forhold, som informanterne ønsker sig i undervisningen, der kunne gælde for alle elevers ønske til god undervisning. Set i dette perspektiv er god blindepædagogisk undervisning det samme som god almen undervisning, hvor der er taget de nødvendige hensyn til de enkelte elevers særlige forudsætninger. Det sidste er naturligvis essentielt, idet en overbelysning af den almene pædagogik som gyldig for alle elever risikerer at nedtone behovet for den særlige indsats og støtte, som informanterne også peger på er nødvendig (jf. Kirkebæk 2005). Fremtidens specialpædagogik defineres af Egelund (2003) som en "pædagogisk virksomhed, der sættes ind for at forhindre en udgrænsning af individer (…) på grund af disses forskelligheder"

Faglig kompetent

Mette siger i interviewet, at det for hende har været betydningsfuldt at være faglig dygtig, fordi det har givet et personligt overskud til at tackle situationer, hvor hun havde vanskeligheder med at følge med i undervisningen. I sådanne situationer, hvor det drejer sig om, at Mette hjælper sig selv i at overkomme sin funktionsnedsættelse og skal bruge tid og ressourcer på det, er det en fordel at være fagligt godt med, så hun ikke bliver nervøs for at sakke bagud. Det peger på, at støttelæreren skal være faglig kompetent og ikke kun en praktisk hjælp, som man kunne få indtryk af, når Mette ellers taler om, hvilken hjælp der er vigtig. Dette forhold underbygges også af fokusgruppeinterviewet, hvor alle informanter finder det vigtigt, at støttelærerne er kompetente i de fag, de indgår i. Dertil kommer det forhold, at klassens øvrige elever også skal kunne se støttelæreren som en kompetent underviser og en del af klassen, hvis oplevelsen af ligeværdighed skal opretholdes.

Indirekte fremgår det også, at såfremt støtten skal indgå som en integreret del af klassens lærerteam, så stiller det krav om, at det skal være en læreruddannet person. Ellers er det vanskeligt at etablere et fagligt grundlag for, at støtten kan indgå i teamet.

Autentisk

Eleverne har ikke kun forventninger om faglig kompetence hos støttelæreren, men også ønsker til lærerens personlige kompetencer. Pia lægger således stor vægt på at lærerne er engagerede og alle informanter ønsker en fingerspidsfornemmelse hos støttelæreren for, hvornår støtte skal sættes ind, og særligt hvornår den ikke skal. Informanterne taler med selvfølgelighed om, at der er forskel på støttelærere og om, at man er på bølgelængde med nogen og ikke med andre. Imidlertid er der en afgørende forskel i forhold til andre elever, som får betydning for elevens forhold til støttelæreren, nemlig at kontakten er tættere og i nogle tilfælde længerevarende end for andre elever.

Lise: Jeg synes da man bliver anderledes knyttet til sin støttelærer. Nu har jeg altså også haft de samme helt fra børnehaveklassen og til 8. klasse. Men der er mere to-vejs kommunikation, når det er eleven og støttelæreren, end når det er læreren for hele klassen, der står og snakker til 15 elever.

Er autensitet vigtigere end faglighed? Mette siger, at et godt fagligt niveau giver hende et godt afsæt for at kunne handle med større overskud i sociale sammenhænge eller til selv at kompensere for sit synstab ved f.eks. at bruge tid på at spørge sidemanden eller fremstille materialer selv. Det er støtte til faget det handler om, men i den måde støtten praktiseres på, handler det om autensitet (Mailini et al. 2005, Laursen 2004, Larsen 2001).

Mette peger på vigtigheden af, at lærerne har en synsfaglig indsigt i form af kendskab til kompenserende indsatser og grundigt kendskab til hendes forudsætninger. Dette kendskab er erhvervet på kurser på Synscenter Refsnæs og Synscentralen i amtet. Imidlertid har Mette en særlig pointe i forhold til dette:

Lærerne har været gode til at finde ud af hvad jeg havde behov for. De har jo været på kurser på Refsnæs og fået en masse at vide. Men de har været gode til at abstrahere fra det og så sige: Det kan godt være de [kursusarrangørerne] siger sådan og sådan, men hvis hun [Mette] nu har behov for sådan og sådan i stedet for, så har de været gode til at rette det til og ikke tænke for meget i kasser. Det er jo et menneske vi har med at gøre og ikke bare en, der skulle igennem systemet.

Med dette udsagn peger Mette på, at standardiserede måder at anvende en støttefunktion på har begrænsninger og at lærerne må holde den erhvervede viden om mulighederne op mod den kontekst, i hvilken støtten anvendes. Men det skal ske med baggrund i en fag-faglig og en syns-faglig viden.

Alle informanterne lægger vægt på, at støttelæreren fungerer, som det Bo kalder integreret støtte. Informanterne har mange eksempler på, hvordan det opleves som noget meget positivt for dem, når det lykkes. Således fremgår det flere steder i interviewet med Mette, at støttefunktionen har været integreret i klassens lærerteam, så det kun i nogle situationer har været tydeligt, hvem der var støttelærer og hvem der var faglærer. Den gode støttelærer karakteriseres som den, der er meget god til at give den hjælp eleven har brug for, men sideløbende hjælper de andre.

Som elev er man i en særlig situation, når man ved, at der er en lærer, der er ansat til specielt at hjælpe én. Men med den måde støtten i Mettes tilfælde blev organiseret på, oplevede hun det ikke som noget specielt.

Mette: Det var bare lige som når de andre sagde til matematiklæreren, at nu har jeg forstået det. Støttelæreren er bare en ekstra matematiklærer, kan man sige.

Sammenfattende kan der peges på følgende forhold til at kvalificere støttefunktionen for blinde børn i folkeskolen og dermed medvirke til et inkluderende skoleforløb:

· At støtten integreres, hvilket vil sige, at støttefunktionen er en integreret del af klassens team af lærere og ikke udøves som dedikeret alene til den blinde elev.

· At støttelæreren som minimum bør have den nødvendige faglige grunduddannelse som lærer, så vedkommende kan agere på lige fod med klassens øvrige lærere.

· At støttebehovet vurderes for klassen som helhed, herunder de særlige behov den blinde elev har, og støttens ses i relationelt perspektiv.

· At skærpe opmærksomheden overfor, at støttebehovet ikke usynliggøres og kan sættes målrettet ind.

· At lærere i klassen sikres den nødvendige efteruddannelse i specialpædagogiske emner, herunder specifikke synsfaglige emner.

· At der arbejdes ud fra en antagelse om, at samspillet mellem den faglige og den sociale dimension i undervisningen er læringsfremmende, frem for at opfatte disse som et enten – eller, eller som modsætninger.

· At der sikres en kontinuitet i lærernes tilknytning til klassen som baggrund for at udvikle de nødvendige og tidskrævende erfaringer med de mere subtile elementer i støttefunktionen.

· At organiseringen af undervisningen tænkes mere fleksibelt i sigtet på at udnytte både lærerkompetencer og skolens ressourcer bedre.

[1] BEK nr. 64 af 29/01/1998: alle børn mellem 0 og 18 år, der registreres at have nedsat synsfunktion svarende til en synsbrøk på 6/18 eller derunder samt en nærmere defineret indskrænkning af synsfeltet, skal anmeldes til dette register.

[2] Undervisning af elever med synshandicap. Temahæfte nr. 11. Undervisningsministeriet. 1995

[3] Oliver, M. (1992). Intellectual Masturbation: a rejoinder to Söder and Booth I: European Journal of Special Needs Education, 7 (1)

[4] Det gælder også den danske udgave af skolen, Næstved Fri skole, se: www.naestved-fri-skole.dk